Åbenrå og omegn

I Wikipedia kan man læse at Aabenraa eller Åbenrå (tysk: Apenrade, sønderjysk: Affenrå) er en by i det sydøstlige Sønderjylland med 16.274 indbyggere (2018). Byen ligger i Aabenraa Kommune og hører til Region Syddanmark. Aabenraa er først og fremmest kendt for at have Sønderjyllands største havn med en betydelig skibsfart og havneindustri. Dybden gør havnen til Danmarks tredjedybeste (8,5 meter) og ubetinget den vigtigste i det sønderjyske område.
Aabenraa er også en gammel by med arkitektur fra forskellige tidsaldre. Af betydende bygninger i Aabenraa kan nævnes Sankt Nicolai Kirke fra Valdemarernes tid og Brundlund Slot, grundlagt af dronning Margrete 1. (omkring år 1400). Der findes desuden flere velbevarede 1800-tals bykvarterer omkring følgende gader: Slotsgade, Store Pottergade, Lille Pottergade, Nygade, Nybro, Skibbrogade og Gildegade.



Bor man ikke i det sønderjyske er det muligvis ikke lige en by man kommer forbi, men byen er ikke destomindre central i Hans Schmidt Petersen’s krimiserie med det noget umage par, den danske politikomissær Carsten Mathiesen (Åbenrå) og hans tyske ditto kollega Christiane Müller (Flensborg).
Så vidt vides er der pt. kommet 4 bøger i serien : Sneglens hus, 2009, Den sørgeligste Død, 2010. Pigernes Ynde, 2011. og Sørgekåben, 2013 hvoraf jeg hidtil har haft fornøjelsen at læse de 3 første i serien.
Vi er i grænselandet mellem Danmark og Tyskland og synsvinklen er i høj grad på regionen på begge sider af grænsen. Det umage makkerpar, den tænksomme, overvægtige enegænger og ikke altid særligt modige Carsten Mathiesen og den dødsforagtende fandenivoldske og smukke Christiane Müller, som i den indledende roman Sneglens Hus er udstyret med intet mindre end tre elskere, går fint i spænd og formår så nogenlunde at holde styr på de forbrydere der krydser deres vej.
Sneglens Hus bør ikke mindst læses for en fin skildring af Sønderjylland dets befolkning og historie i en brydningstid med åbne grænser. En række brutale overfald på ensomt beliggende gårde sætter fokus på omstrejfende østeropæiske bander og fanger i tonen fint den utryghed dette skaber på egnen, selvom forbryderne/forbryderen måske skal søges andetsteds.

I Den sørgeligste død er fokus på gamle familieejede virksomheder på begge sider af grænsen som møder den nye realitet på finansmarkederne.
Pigernes Ynde retter fokus mod Dansk Folkeparti, Banker med en lav moral, indvandrerproblematik og korrupte politifolk og spreder sig dermed måske en kende for voldsomt.
Sproget er enkelt og sikkert med sin enkelhed med til at give en præcis miljøkarakteristik og personerne virker ægte og overbevisende.
Det blive spændende at gå i gang med Sørgekåben…

Poster der ligner : bøger - krimi og spænding - - - - - - -

Indrykket : 10. maj 2018 -

*

...om

kulturkonsum.dk - blog om bøger, film, musik og andre kulturprodukter

cookies

kulturkonsum.dk anvender cookies. Besøg på kulturkonsum.dk forudsætter at du er indforstået med anvendelsen af cookies.

find...

søg i alle noterne:

Creative Commons Navngivelse - Ikke-kommerciel - Del på samme vilkår 2.5  Licens

kulturkonsum.dk is powered by WordPress etc.

Valid XHTML, Valid CSS,

kulturkonsum.dk/index.php