biografier : Marxisten og legebarnet

Hans Scherfig er, eller måske rettere var, en af de 20. århundredes allermest betydningsfulde og indflydelsesrige danske forfattere.
Helt retfærdigt er hans opgør med den sorte skole og dens kæft-trit-og-retning pædagogik i romanen ”Det forsømte forår” blevet kåret som en af århundredets ti bedste danske bøger.
Det eneste underlige i den sammenhæng er vel at andre af hans værker som f.eks. ”Den forsvundne fuldmægtig” om den lille embedsmands flugt ind i trygheden, og ”Frydenholm” om Danmark, danskerne og deres regering under besættelsen ikke også er med på listen.
Scherfigs bøger er udgivet i hundredetusinder af eksemplarer og læst af endnu flere, ikke blot i Danmark, men også i det store udland.
Idealisten - En biografi om Hans Scherfig
Nu har Weekendavis journalisten Arne Hardis så udgivet en biografi om Hans Scherfig under titlen ”Idealisten – En biografi om Hans Scherfig”.
En journalist fra højrefløjens ærkereaktionære og antikommunistiske hoforgan som skriver om denne kommunistiske forfatter og samfundsrevser!?

Lad være sagt med det samme at biografien absolut er læseværdig og interessant og giver et facetteret billede af mennesket Hans Scherfig.

I al fald har biografien givet mig lyst til at genopleve både forfatteren, satirikeren samfundsbedattøren og maleren Hans Scherfigs arbejder.

Biografien redegør fint for mange af inspirationskilderne til Scherfigs bøger, herunder flere af de gennemgående nøglefigurer i romanuniverset, og giver på mange måde et afrundet og helt billede af personen Scherfig, uanset en klar distance til Scherfigs politiske synspunkter.
Lad så gå at biografien fra ophavsmandens side vel er tænkt som en lang opvarmning til et forsøg på at postulere store indre modsætninger i Scherfigs liv. Det bliver netop ikke andet end et postulat som man takket være biografiens kvaliteter sagtens kan bære over med.

Det er forresten ikke første gang det sker.
I en nærmest programmatisk artikel fra 1946 som blev genoptrykt på hundredeåret for hans fødsel i 2005 skriver Scherfig selv:

”Man har gerne villet se en modsætning mellem et idyllisk maleri og et kritisk forfatterskab og har tillagt mig en underlig dobbelthed. Jeg selv føler ikke nogen spaltning, begge mine beskæftigelser hører jorden til. Der er årsager nok til at holde af denne jord, og der er også et og andet at kritisere. Men ordet egner sig bedre til kritik end oliefarven.”

(Hans Scherfig: Kunstneren og motivet, her fra Dagbladet Arbejderen )

Hans Scherfig var et alsidigt menneske. Som maler malede han idylliske billeder af næsehorn, flodheste, giraffer og elefanter på savana’en og i junglen i det Afrika han aldrig besøgte. I sine romaner ironiserede han over det borgerlige Danmark og dets institutioner. I sine essays og kommentarer viste han sig som en skarp og nådesløs satiriker og debattør, men satte til gengæld kikkerten for det blinde øje og beskrev livet i et forsonende positivt skær når det drejede sig om rejseberetninger fra landene østpå. Han var interesseret i zoologi og arbejdede livet i gennem på et værk om guldsmeden.
Og han rejste, som det hedder i den lidt underlige bagside tekst, den halve verden rundt for at erobre den kvinde han elskede. Et erobringstogt der lykkedes til sidst og endte med et langt fælles liv og samarbejde i hvad der vel nærmest må karakteriseres som et lille kunsterkollektiv i det nordsjællandske.
Det fremgår af biografien at maleren Elisabeth Karlinsky har spillet en særdeles vigtig rolle i Scherfigs liv og det er vel et åbent spørgsmål om Hans Scherfig nogensinde havde fået skrevet de vigtigste af sine værker uden hende. På et tidspunkt hvor han var nærmest blind p.g.a. sin øjensygdom tilsidesatte hun sin egen karrierre for at læse op, skrive og læse korrektur og i det hele hjælpe ham med hans forfatterarbejde.
Set i det lys og til trods herfor indtager hun egentlig en underlig anonym rolle i den foreliggende biografi…

Som nævnt var satirikeren og samfundskritikeren Hans Scherfigs rejsebøger østfra holdt i en forsonlig og positiv tone. Hardis citerer Scherfig for udsagnet “Når man ser den nuværende tilstand er der nok at beundre, og jeg leder ikke efter ting at kritisere”. (s. 216)
Kritik, mere eller mindre, sikkert ofte mindre velbegrundet, har der selvsagt også været nok af andre steder.
Den borgerlige presse er frådende hadefuld og enøjet når det gælder beskrivelsen og dækningen af projekter, vellykkede eller mindre vellykkede, der stiller spørgsmålstegn ved den herskende kapitalistiske orden og tingenes tilstand.
Det behøver man såmænd ikke gå tilbage til Scherfigs tid for at konstatere. Blot se på Politikens grotesk ensidige og dybt dybt ukvalificerede dækning af Hugo Chavez’ projekt i Venezuela for et eksempel fra nutiden.

Betyder Scherfigs positive holdning til landene østpå at hans rejsebøger var fulde af løgn?
Ikke hvis man skal følge Hardis selv, der benytter et eksempel fra en delegationsrejse til Sovjetunionen hvor både Anker Kierkeby og Scherfig var med. Her er der mulighed for at sammenligne hvad de pågældende skrev om de samme oplevelser, Scherfig i den kommunistiske Land og Folk, Kierkeby i Politiken. Alt hvad Hardis kan svinge sig op til er at “deres tolkninger er meget forskellige”, hvilket vel ikke er overraskende.

Hardis påpeger at Scherfig må have været vidende om en række problematiske ting i f.eks. Sovjetunionen. Set i bakspejlet er det indlysende at forfatteren har skudt sig selv i foden og gjort sig selv og sine meningsfæller en bjørnetjeneste ved så ensidigt at fokusere på den “højere idé” bag det projekt han så Sovjetunionen som en begyndelse på.

Hans Scherfig var organiseret og aktiv kommunist til sin død og en af kommunistpartiets mest markante kulturelle skikkelser. Dermed var der gennem en meget lang periode i hans kunstneriske karrierre også lagt op til strid modvind.
Det gælder selvsagt under besættelsen hvor det formentlig var den ovennævnte øjensygdom som reddede ham fra nazisternes kz-lejre, men det gjaldt måske i endnu højere i efterkrigstidens ”frie og demokratiske” Danmark.
Arne Hardis citerer et sted et brev fra Scherfig hvor han svarer en bekendt som kritiserer ham for manglende mod til at kritisere sit parti under Ungarn krisen i 1956:

”At tale om manglende mod i den forbindelse er uden mening. Da halvdelen af Land og Folks medarbejdere løb, tog jeg ind til bladet og hjalp af al min evne i de dage da KU’erne knuste ruderne og en brølende flok kylede sten på alle som nærmede sig bygningen. Også Otto Gelsted blev i de dage på sin post. Tror du virkelig det var af mangel på mod? Hvis du vidste hvad vi har været ude for at trusler på livet, bagvaskelse og økonomisk forfølgelse, ville du ikke tale om mands mod. Jeg siger det ikke for at beklage mig – det er nu engang vilkårene for at have en overbevisning – men tror du da ikke det havde været lettere (som Folmer Bentzen) at springe fra og indkassere hele borgerskabets anerkendelse og pressens ros og al den materielle fordel, der følger med? Tror du at jeg har fordel af mit standpunkt?”

Det er vel ikke noget overraskende i at den nuværende sorte regerings lister over acceptabel litteratur er klinisk renset for Scherfigs værker .
Et stilfærdigt gæt er at Scherfigs værk også vil overleve dette.

Poster der ligner : biografier - bøger - politik og samfundsdebat - rejser - - - - - - -

Indrykket : 18. marts 2009 - (Læst 256 gange)

*

...om

kulturkonsum.dk - blog om bøger, film, musik og andre kulturprodukter

cookies

kulturkonsum.dk anvender både 1. parts- og 3. parts cookies. Besøg på kulturkonsum.dk forudsætter at du er indforstået med anvendelsen af cookies.

...kontakt

skriv her

Creative Commons Navngivelse - Ikke-kommerciel - Del på samme vilkår 2.5  Licens

kulturkonsum.dk is powered by WordPress etc.

Valid XHTML, Valid CSS,

kulturkonsum.dk/index.php