eventyr og fortællinger : Amazoner

Luftkastellet der blev sprængt / Stieg Larsson

Har netop læst dette tredje og sidste bind i Stieg Larssons Milenium trilogi om journalisten Mikael Blomkvist og hacker etc. fænomenet Lisbeth Salander.
Er dermed sådan ca. i samme situation som den der sidder og zapper på alle de ligegyldige TV kanaler og så ender med at blive hængende på en eller anden kanal, 2 tredjedel inde i en spændingsfilm med action og intriger, made in Hollywood.

Luftkastellet der blev sprængt

Hmm… Eller måske har jeg også læst de to foregående bind i serien? Eller måske bare, engang for nogle år siden, første bind i serien..?
Eller har jeg tidligere læst lidt i dette omtalte tredje bind???

Uanset hvad. Man kan sagtens starte midt i, om ikke i bogen, så i trilogien, og få lidt underholdning ud af det og må så bære over med et par af de referencer til “fortiden”, som kun indviede læsere der har været med fra starten vil være rigtigt fortrolige med.

Der er masser af rekapitulation for de tungnemme, og personernes psykologi og historie er vel omtrent ligeså udviklet og kompliceret som en regnorms.

SL er fascineret af stærke handlekraftige kvinder. Det nærmest vrimler med dem i dette bind, i forskellige udgaver, hver med sit fortrin. Fælles for dem er at de får fripas til mangt og meget. Ikke mindst de hårdtslående amazoner der på ægte Dirty Harry maner (eller er idealet Charles Bronson i “En mand der ser rødt”?) tager loven i egen hånd.

Med sig har kvinderne en række hjælpere, “anstændige” mennesker (mænd) der uselvisk(?) kæmper for det gode mod de onde kræfter. (Sidstnævnte altid(?) mænd)

Sideløbende med de handlekraftige amazoner optræder også illusionen om den “afslørende journalist”, som en der kan skabe “retfærdighed” med sine “afsløringer”.

Tag f.eks. en af bi-historierne om avis-bestyrelseformanden der er involveret i slave- og børnearbejde….

Den slags blålys bliver der brugt rigtigt meget af bogen igennem når plottet skal reddes.

Bogen er såvidt jeg kan se udkommet i 2007 men vel skrevet færdig før. Dens naive tro på menneskerettigheder, demokrati, ytringsfrihed, almindelig anstændighed og tilsvarende gammeldags og håbløst forældede dyder, som “de gode” er motiveret af, virker med Abu Ghraib og Guantanamo in mente, noget naivt.

Og ja: som i enhver Hollywoodfilm sker retfærdigheden fyldest til slut. Den gennemgående makkerpar får skovlen under psykiatrien, under Säpo, under den Svenske regering, under… Alle afsløres som bovlamme tosser.

Det kan vel godt afsløres? Dels har vel omtrent alle andre potentielle læsere allerede har læst bestsellerbogen/bøgerne, dels er det nu engang bare én af den slags bøger.

Kort sagt: populær eskapisme og ønsketænkning. Tankevækkende… Populariteten mener jeg.

*

...om

kulturkonsum.dk - blog om bøger, film, musik og andre kulturprodukter

cookies

kulturkonsum.dk anvender cookies. Besøg på kulturkonsum.dk forudsætter at du er indforstået med anvendelsen af cookies.

find...

søg i alle noterne:

Creative Commons Navngivelse - Ikke-kommerciel - Del på samme vilkår 2.5  Licens

kulturkonsum.dk is powered by WordPress etc.

Valid XHTML, Valid CSS,

kulturkonsum.dk/index.php