tag-surfing

Hjemmegående i Havana

US amerikaneren Isadora Tatlin er gift med europæeren Nick, som angiveligt er ansat i et europæisk firma. Via dette firma ender Nick op i Havana for en fire årig periode. Og med ham, altså hans kone og to børn, der så på en eller anden måde skal have en hverdag til at fungere, med skolegang, indkøb, husholdning osv.
Associationen til den beskyttede diplomatfamilie er fristende fordi familiens ankomst og hele livsstil i høj grad minder om dennes.
Isadora Tatlin beskriver i sin dagbog fra og omkring Cuba opholdet, “Cuba Diaries” detaljeret forberedelsen – pakning af en 40 fods container med toiletpapir, plastikfolie, rengøringsmidler, medicin osv. i Indien hvor familien forud for rejsen til Cuba er bosiddende.
Og ankommet til Havana installeres familien i en kæmpe overklassevilla i Havanas Vedado kvarter ned 6 tjenestefolk plus chauffør, foruden den barnepige fra Bangla Desh der følger med til Cuba.
Med i bagagen er, ud over den nævnte 40 fods container, en stærk aversion mod Fidel og mod socialisme som sådan, et yderst begrænset kendskab til det land de bosætter sig i , en række stereotypiske forestillinger og paranoia samt almindelig bedreviden, som luftes dagbogen igennem.
Familien lander i Cuba på vel nok det værste tidspukt i Cubas nyere historie, omkring 1994 hvor landets økonomi ligger i ruiner og der er mangel på alt, inklusive de mest basale fornødenheder.
Den periode hvor landet påbegynder transformationen fra sukkerproducent for Comecon landene (den gamle Sovjetbloks “fællesmarkede”) til globalt mekka for sex- og salsaturisme, overgiver sig til den globale dollarøkonomi.
Isadora Tatlin fortæller detaljeret gennem den fireårige periode om sine oplevelser og iagttagelser og viderebefordrer gladeligt sladderhistorier og rygter fra diverse middagsselskaber, hvoraf iøvrigt den minutiøse beretning om et middagselskab i forfatterens eget hjem med Fidel selv som gæst, er blandt de mere interessante afsnit i bogen.
Vi får historierne om de tomme butikker, om køer ved bustoppestederne, om snævertsynede grådige bureaukrater – selvfølgelig alle klædt i grå 70% nylon guyaberas – om Fidel, der snart er uhæmmet kvindebedårer, snart homoseksuel, snart lider af parkinsons sygdom, snart har fået slagtilfælde, snart holder timelange taler osv., men hele tiden er sygelig forfængeligt.
Her er også historierne om turist apartheid, om jineteras og sexturisme, om statsejede restauranter med en utålelig service og om hyggelige familiedrevne Paladares, om tidligere universitetsprofessorer der tjener til dagen og vejen i turistbranchen, om det rige og eksperimenterende Cubanske kunstliv osv. osv.
Tattlins bog er meget forståeligt blandt bestsellerne under temaet Cuba hos Internetboghandelen Amazon.
Cuba har fascinationskraft, og selvfølgelig kan hendes beskrivelser og oplevelser skabe genkendelse hos mange som har besøgt landet i 90’erne. Det er dog ikke så meget en bog om Cuba, som det er en – læseværdig og underholdende – bog om den noget bonerte, sikkert velmenende, men beskyttede overklassekvindes møde med det Cubanske samfund med dets charme, skønhed, mangler, ineffektivitet og – undertiden – stive bureaukrati.
Det Cuba man møder i bogen er altså et Cuba som det tager sig ud når man mere eller mindre tilfældigt dumper ned midt i det uden at have nogen funktionalitet eller rolle at udfylde.
Forfatteren bruger f.eks megen tid på at bestille den rigtige størrelse ziplock plastikposer via bekendte i USA.
Poserne er tiltænkt børnene og skal sikre de kan have snacks med i skole i noget der minder om de små (smarte?) pakninger de som gode forbrugere er vænnet til fra staterne.
Og hun bringes til gråden rand da de bekendte ankommer, ganske vist med ziplockposer, men i den forkerte størrelse.
Hun ynker cubanerne for det lave lønniveau men glæder sig samtidigt over at det giver mulighed for at ansætte mange tjenestefolk. Og hun ynker de cubanere der sælger ud af arvesølvet for at overleve.
At der givet er mange fine sager imellem ser man af den opregning af genstande som forfatteren og hendes familie selv tilegner sig i løbet af opholdet og tager med ud af landet ved afrejsen.
Ind imellem tages vi med på turistrejser og udflugter til nogle af Cubas smukkeste og mest charmerende lokaliteter. F.eks. Baracao – en by beliggende i nærheden af det sted hvor Christoffer Columbus første gang nåede Cuba og karakteriserede landet som det smukkeste sted der nogensinde har åbenbaret sig for det menneskelig øje.
Men mærker at forfatteren slapper af og nyder det. Men hun har selvfølgelig også øjnene åbne for forretningsmulighederne: “All would be real estates opportunities if…” (p. 153)
Altså er Baracao et besøg værd? Måske ikke. Da forfatteren senere i bogen (dvs. et par år senere) genbesøger stedet er den naturlig charme og uskyld tilsyneladende spoleret.
De cubanske myndigheder har også fået øje på indtjeningsmulighederne.
Bogen afspejler ellers ikke megen sympati for den cubanske regerings forsøg på at vende økonomien.
Ved forfatterens ankomst er renoveringen af Havana Vieja begyndt og i nogle af de renoverede bygninger indrettes der kontorer til de joint venture firmaer cubanerne inviterer til landet. Forfatteren noterer hoverende at kontorerne står tomme. Men bemærker også – et år senere – at kontorerne er udlejet, og anerkender i det hele taget den forbedring af forholdene der finder sted i de år familien opholder sig i landet.
I det hele taget mærker man at forfatteren efterhånden som hendes indsigt i de lokale forhold uddybes får en lettere og mere humoristisk distance til sit emne, omend synsvinklen hele tiden er etnocentrisk og bedrevidende. Nogen dybere forståelse for Cubas situation afslører bogen dog ikke og i det omfang forfatteren søger at nå frem til en politisk forståelse begrænser den sig til psykologiske forklaringsmodeller.
Måske bør man advare evt. potentielle læsere om at Isadora Tatlin ikke kan udstå salsa (se f.eks. p. 257: “Do we have to listen to this music?”)
Synd for hende….

Cuba Diaries / Isadora Tattlin

- Trackback URL

Poster der ligner : bøger - rejser - - - - - -

Indrykket : 10. marts 2004 - (Læst 597 gange)

*

tags

...om

kulturkonsum.dk - blog om bøger, film, musik og andre kulturprodukter

cookies

kulturkonsum.dk anvender cookies. Besøg på kulturkonsum.dk forudsætter at du er indforstået med anvendelsen af cookies.

find...

søg i alle noterne:

Creative Commons Navngivelse - Ikke-kommerciel - Del på samme vilkår 2.5  Licens

kulturkonsum.dk is powered by WordPress etc.

Valid XHTML, Valid CSS,

kulturkonsum.dk/index.php